At leve det filosofiske liv...

”Giv mig mysteriet, og lad verden leve for mig igen!” skriver den britiske forfatter, poet og kulturkritiker D.H. Lawrence. Han mente, at undren (wonder) og viden (knowledge) står i et modsætningsforhold: Jo mere vi ved, eller tror at vide, desto mere svækket bliver vores undringssans, sagde han.

 

Det tænker jeg er en vigtig advarende røst fra fortiden, som vi i dag gør klogt i at tænke over. Jeg er enig i, at den teknologiske og (natur- og social)videnskabelige viden meget let kan stille sig i vejen for de etiske, æstetiske, eksistentielle og metafysiske erfaringer og spørgsmål, som vi mennesker lever i kraft af og former vores liv og ’livs-svar’ ud fra. Såkaldt ’evidens-baseret’ tænkning og praksisser kan komme til at én-dimensionalisere verden til noget, som kun får fat i det målelige og ’tællelige’.

 

Men viden står ikke automatisk i et modsætningsforhold til undren. Det gør den kun, hvis denne viden er blevet ’ustemt’, og altså ikke længere er i fænomenologisk og eksistentiel resonans med den livsverden og de indtryk og levede praksiserfaringer, som teorier og viden er udsprunget af.  D.H. Lawrence har således kun ret, hvis forskeren og den professionelle ikke også møder verden igen og igen med en genuin forundring og undren og ikke lader sig berøre i hjertet af livets, menneskets og verdens forunderlighed og dybe gådefuldhed. 

Hvad er undren?

For mig er undren noget ganske andet end at være nysgerrig, undersøgende eller fx i en videnskabelig forklarings-søgende undren. Den kunstneriske forundring og filosofiske undren er stemt og bliver til i kraft af noget underfuldt eller forunderligt meningsgivende i vores mellemmenneskelige liv og i livet som sådan. Det finder jeg dybt gådefuldt og samtidigt glædeligt! Der er en livs- og modstandskraft i undringen, som er vigtig, hvis vi skal forblive menneskelige og kæmpe imod den de-humanisering og af-fortryllelse af verden, som et ensidigt naturalistisk og pragmatisk menneske-, verdens- og livssyn kan skabe.

"Klogt citat af Søren Kierkegaard eller sådan noget"
- Tobias Thorsted

Hvorfor er undring og undrings-baserede dialoger relevant i vor tid og i professionelt arbejde?

Den filosofiske undren er ikke noget man kan lære eller skrive en undringspædagogik eller undringspsykologi om! Undring er ikke noget man kan ville. Undring kommer altid uventet, og griber én og kommer bag på én. Gør vi undring til et værktøj, har vi igen (som det moderne samfund med dets nyttetænkning ivrer efter) instrumentaliseret den og ånden og sjælen i dette mulige undringsøjeblik er da forsvundet.

 

Det eneste man kan gøre – hvilket jeg har 20 års erfaring i som forsker, underviser og træner i filosofisk vejledning, sokratiske dialoggrupper, undringsværksteder, Wonder Labs og undrings-baserede samtaler i professionelle sammenhænge – er at forsøge at skabe ’landingsbaner’ for undringen. Man kan nemlig til en vis grad godt skabe rum for større åbenhed og modtagelighed for, at undring kan komme over én. Faktisk er den sokratiske samtale- og jordemoderkunst et godt eksempel på det. Hvis altså man tolker – som f.eks. Kierkegaard og Hannah Arendt gjorde – denne filosofiske samtalekunst som en eksistentiel og åndelig praksis, og ikke blot som en rationalistisk og begrebsdefinerende praksis.

 

Min erfaring er, at den filosofiske undring er vigtigt, når man som underviser og facilitator vil skabe rum for levende og åbne samtaler om de store eksistentielle og etiske spørgsmål. Den er også vigtigt for omsorgsprofessionelle på hospitaler, hospice, socialpsykiatriske eller socialpædagogiske institutioner, når de omsorgsprofessionelle vil kvalificere deres eksistentielle kommunikation og samvær med deres patienter eller klienter.

 

Den filosofiske undren kan være vigtig inden for design- og kreativitetstænkning, og hvad man beskriver som menings- og undrings-dreven innovation. Jeg har oplevet flere gange i forskningssamarbejde med kunstnere og teaterfolk, at det kan være vigtigt for disse Kunstnere at mødes med Filosoffens sproglige ’tankeundren’, ligesom det er vigtigt for Filosoffen at mødes med Kunstnerens sanselig-stemte forundring.

At undres er en del af den etiske selvomsorg og eksistentielle dannelse til at blive menneske...

Endelig kan det at være i en grundlæggende forundring og undren også beskrives som en vej til, hvad Heidegger i hans senfilosofi kalder en ”eksistentiel hjemkomst”. I undringen finder vi ikke hjem i ’os selv’, men hjemme i en resonance og forbundethed med verden-i-sig-selv. Selv forstår jeg den filosofiske undren som det, der sker, når vi erfarer Duet i det, den tyske dialogfilosof Martin Buber kalder for Jeg-Du-forholdet.
 

I den filosofiske undren vågner Jeget i Jeg-Du-forholdet, og giver et personligt svar til Duets kalden. Måske er det faktisk først i denne ’svaren’ kaldet i situationen, relationen eller livet som sådan – at vi bliver til dét unikke, singulære og uerstattelige menneske, vi hver især er? Her deler jeg Martin A. Hansens tanke i romanen Løgneren, når han skriver: ”Ja, har vi flygtige Sjæle blivende Sted andet end de Øjeblikke, da man undres over det, der er til?”

At undres er således at fødes til verden som på ny – igen og igen. Filosoffen Hannah Arendt kalder dette selvfødende øjeblik for 'natalitet'.